Egentlig vidste jeg godt. Den dag måtte jo komme. Dagen for dametøj.
Jeg havde bare slet ikke i min naivitet set den komme. Men det gjorde den så, forleden på en shoppe tur med min, åbenbart, meget gamle mor på strøget.

Villa, Volvo og vovhund

Måske, eller rettere sagt, det er jo nok derfor, har det noget at gøre med at jeg, i modsætning til alle andre i min aldersgruppe og bekendtskabs kreds, ikke har haft succes med foretagendet ”villa, Volvo og vovhund”… Til min moders store skuffelse. Jeg har ikke formeret mig. Ekspanderet min familie. Duplikeret mig selv. Sat børn i verden. Kært barn mange navne.

Den har været mildest talt svær at sluge for hende, i hendes dametøj, at jeg ikke har fået velsignelsen af at opleve moderskabets lyksagligheder. Og det er nu heller ikke fordi jeg ikke har givet det mere end et enkelt og meget helhjertet forsøg. Jeg kan faktisk skrive ikke mindre end tre sambo- og samlever forsøg på straffeattesten. Ikke en eneste parkeringsbøde. Men altså de mislykkede familie forøgelses forsøg.

Første forsøg

Første forsøg var ellers lige ved at gå direkte i kassen, nåede tre år sammen med fyren og et og et halvt år under samme tag, inden han røg ud til venstre sammen med de andre allerede kasserede bekendtskaber. Jeg var ellers, der i mine midterste tyvere og godt i gang med uddannelsen, mere end klar til at give bryst, købe bleer og alt det der. Det var han bare ikke og det var sikkert derfor, at han og forholdet røg sig en tur. Og så blev lillepigen her pludselig glad for friheden og livet ud på de små nattetimer. Og det gik der et par år med, hvor der så absolut ikke var udsigt til befrugtning.

Vi prøver en gang til

Men så begyndte æggestokkene at røre på sig. Eller rettere råbe. Efter tilfældige mænd på gaden. Det var ret pinligt, egentlig. Men det gav pote og jeg var pludselig på det samme dørskilt igen, som den stakkels fyr, jeg på det tidspunkt havde udset mig, som kommende fader til mit afkom. Den gik bare heller ikke. Blot fem måneder, blev det til denne gang og så tog han samme rute, som den forgangne. Denne måtte bare hele vejen over sundet og tilbage til Sverige, hvor jeg havde hentet ham hjem fra. Beklager. Det var ikke pænt af mig.

Og så lige en gang til

Men trods alt pænere, end den behandling jeg bød det næste bud på stammen. Han rejste hele vejen over nordsøen fra det britiske kongerige for at være hos mig. Som han troede var hans udkårne. Det var jeg også kortvarigt, kan tilsyneladende bare ikke rigtig klare det der med tosomhed. Og er blevet hurtigere til at vippe den ene halvdel ud af døren igen. Britten holdt i 19 dage inden han blev sendt retur til sit hjemland… Den var pinlig -og førte til beslutningen om ikke at udsætte flere mandfolk for samme behandling. Så det blev ikke til familie forøgelsen i dette liv. Som sagt.

Til gengæld er jeg, uden rigtig at opdage det blevet til hende på fyrre, der bor alene. Med sin kat. Og går på indkøbstur med sin mor. Den vej til afdelingen for dametøj.

Derfor blev jeg faktisk mildest talt overrasket, da jeg forleden fik forvildet mig ind i ung-afdelingen i en af mine yndlingsbutikker (bare fordi man er blevet gammel kan man jo godt have smag, ikke, og hang til mode) og venligt, men bestemt blev prikket på skulderen af en meget ung og bestemt sød og yndig ekspedient, der bare lige ville fortælle mig, at jeg skulle den anden vej for at komme til afdelingen for dametøj. Klarere kan det vist ikke siges. Jeg er blevet gammel.